”Jeg har det næsten som om, jeg skal til eksamen” sagde en klient til mig, kort før vores samtale skulle begynde. Hun var tydeligvis berørt af situationen. Og jeg kender det godt fra mig selv. Der er noget på spil, når vi vælger til og fra i vores liv. Men hvorfor, er det så svært, at sige farvel til det der ikke virker og goddag til det nye? Hvorfor er vi bange for vores udviklings-drift? Hvorfor er det farligt at træde ind i vores lys?
Min erfaring, gennem mange år er, at det er vores væk-fra drivkraft der motiverer os til at skabe forandring. Det er de færreste der, i udgangspunktet, har et konkret mål de bevæger sig hen mod. Vi søger hjælp, når det gør ondt, og derfra begynder vi en bevægelse hen mod et mere sandt udtryk af os selv. Og det er fint. Væk-fra motivationen skal man ikke tage fejl af – der ligger en stor drivkraft i den.
Måske er det forståeligt nok, at der er modstand på at træde ud på usikker grund. Når vi træder ind i vores eget lys, og udfolder os som menneske, så bliver vi synlige. Vi bliver set og bedømt. Det er sårbart og det er forbundet med frygt. Men måske er livet bare sårbart. Måske mærker vi først livet, når vi rummer vores sårbarhed. Måske er sårbarhed bare en stemme, der fortæller, at noget er vigtigt.
Når jeg vover springet ud over klippen og går efter det, jeg mærker er sandt, så kvitterer livet lige med det samme. Jeg får en fysiologisk reaktion, der minder meget om at være forelsket. Følelsen er bare ikke afhængig af et andet menneske, men udelukkende af mig. Det bliver tydeligt, at responsen fra verden er sekundær. Det handler ikke om at opnå noget bestemt. Det handler ikke om succes eller fiasko. Det handler om at være lige præcis den du er og turde sige ’JA’ til dig selv.
Et godt eksempel på det, oplevede jeg i weekenden på Heartland, hvor Bisse synger Cohen nummeret ’I’m your man’ og slutter af med at lade kimonoen falde og stå nøgen på scenen, til stor applaus. Og jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv – men jeg klappede ikke af Bisses fysiske nøgenhed. Jeg klappede af Bisses insisteren på at være sig selv. Af hans mod til at være sårbar. Og jeg klappede fordi han inspirerer os andre, til at træde ind i vores liv og være præcis lige så skæve og dejlige som vi er. Og jeg tror på, at det er præcis det, verden vil have. Vi er ikke interesseret i en kontrolleret og poleret udgave af dig. Vi vil se dig stå ’nøgen’ og stråle. Og når du gør det, så vil vi løfte dig, anerkende dig og takke dig.
Som din coach lytter jeg til det du siger og (måske endnu vigtigere) til det du ikke siger. Jeg ser hvornår du stråler og hvornår du slukkes. Jeg samler dine røde tråde og spejler dig, så du bliver tydelig for dig selv. Jeg lyser din vej op, så du kan træde ind i dit lys. Det er sårbart at sige ’JA’ til sig selv – men hvordan er det med alternativet?
… Når vi lader vort eget lys skinne, giver vi ubevidst andre mennesker lov til at gøre det samme. Når vi frigør os fra vore egne begrænsninger, befrier vores tilstedeværelse automatisk andre. – Marianne Williamson