Tre minutter der kan ændre dit liv

May 22, 2018

 

Min kæreste har i flere år, forgæves forsøgt at opbygge en daglig praksis. Hun ved, det gør en kæmpe forskel for hende, at begynde dagen med en meditation. Hun har også fundet sin yndlings Kundalini Yoga meditation – der virker godt, og giver hende og følelsen af at have godt fat i sig selv. Alligevel lykkedes det hende ikke at få det gjort hver dag, indtil hun knækkede koden.
 

Men hvad vil det egentlig sige, at have en daglig spirituel praksis? Og hvordan gør man?

Hvis du hver dag har en lille praksis, der forbinder dig med dit indre univers, skaber du ikke kun en god start på dagen – du begynder også at lære dig selv bedre at kende, og bliver hurtigere til at mærke, hvor du er i balance, og hvor du ikke er. Dit styresystem bliver kodet til at fungere inde fra dig og ud i verden – og ikke omvendt. Du vil opleve, at du begynder at sætte grænser, så du passer på din indre tilstand. Det modsatte vil sige, at du overvældes af den ydre verden, og så skal bruge dine kræfter og energi på at holde den ud i strakt arm. Men endnu vigtigere er måske, den nonverbale kommunikation du har med dig selv, om at du er vigtig og værdifuld. Og det er guld værd, og kan være en Game Changer for os mennesker.

 

Det behøver ikke tage lang tid
Det er vigtigere, at du forbinder dig med dit indre, inden du træder ind i din dag, end at du nødvendigvis gør det i flere timer. Derfor er tiden du bruger på din praksis ikke så afgørende. Det er klart, at det gør en forskel, hvor dybt/meget du forbinder dig med dig selv – men det behøver altså ikke tagen lang tid. Tre minutter hvor du er helt nærværende og lige forbinder dig med din sandhed, gør en kæmpe forskel for, hvordan du bærer dig selv gennem dagen.

 

Forbind dig med din krop.
Overvej hvad der kan få dig ned i kroppen, så du kan mærke den, og grounder dig selv. 

Måske har du nogle øvelser, du elsker at lave. Jeg arbejder i perioder med de forskellige chakra. Og de dage hvor jeg ikke når at få lavet en hel serie, laver jeg 1 – 3 øvelser der arbejder med det område i kroppen, jeg har fokus på.

Du finder alverdens inspiration på nettet. Hvis du fx har en øm nakke, så find en video med enkelte øvelser du kan lave.
De 5. Tibetanere kan varmt anbefales. Det er enkle øvelser, der arbejder med hele kroppen. Og Solhilsner er også en perfekt morgenøvelse. Du kan også sætte din yndlings musik på, og danse dig glad og ned i kroppen – det virker hver gang!

 

Forbind dig med dit åndedrag.
Din åndedrag bærer på din sjæl, og det påvirker hver en celle i din krop. Derfor kan 3 dybe og bevidste (nærværende) åndedrag skifte din indre stemning. Du fokuserer på nyt liv/energi på din indånding og slippe alt det gamle på din udånding – både tanker, følelser og spændinger i kroppen. Undervejs kan du fokusere på, at du bliver lettere når du slipper, alt det du ikke længere har brug for - og at alt den nye energi du fylder dit system med, pibler overalt i din krop.

En anden virkelig effektiv metode, er at placere hænderne på brystet og ånde ind og ud gennem hjerteområdet. Forestil dig at du trækker vejret gennem kærlighed – ind og ud af hjertet. Du kan eventuelt aktivere din taknemmelighed, ved at tænke på noget eller nogen du sætter pris på, eller elsker – og så ånder du din taknemmelighed ind gennem hjertet. Metoden hedder HeartMath og kan også findes på nettet.

 

Forbind dig med din spiritualitet
Når du forbinder dig med noget, der er større end dig selv (det kan være din gud eller et fællesskab der åbner dit hjerte) så forbinder du med en kilde, der både nærer og støtter dig. Det kan være overvældende, at skulle bære hele det store liv alene (og nogen gange også andres liv!) derfor giver det ro og tillid at forbinde sig med noget, der er større end os selv. 
Jeg oplever en kæmpe forskel på, om jeg er i kontakt med min sjæl, eller om jeg lader mig styre af mit hoved. Min sjæl og min spiritualitet oplever tillid og lethed, hvorimod mit ego-sind (hoved) oplever hårdt arbejde og frygt. 

 

Sæt en intention for dagen
Beslut dig for hvordan du vil gå gennem dagen. Giv dig selv et ord. Vælg hvilken energi du vil udstråle og møde dagens udfordringer med. Det kan fx være lethed eller overbærenhed. Et konkret fokus kan hjælpe dig med, at undgå drama, når livet udfordrer dig. Du kan ikke kontrollere hvad der sker i løbet af dagen, men du kan vælge, hvordan du vil agere. Og det gør en kæmpe forskel, om du lader dig overvælde, eller om du står lidt på sidelinjen og betragter. Og du starter selvfølgelig med dig selv. Når du kan tage dig selv og din adfærd med fx lethed, kan du også møde den ydre verden med lethed. 

 

Aftensrengøring 
Når dagen går på hæld, så gennemgå den, og anerkend hvor du rent faktisk brugte din intention og slip det så. 

 

Vær bevidst taknemmelig for tre ting i dit liv
Taknemmelighed er frøet der kultiverer livsglæden. En daglig taknemmelighedspraksis vil, over tid, aktiverer dit hjerte og påvirke krop, sind og ånd. Det er et powerfuldt værktøj. Du behøver ikke lave lange lister, men start med tre ting og mærk taknemmeligheden. 
Da jeg i sin tid begyndte at praktisere taknemmelighed, gjorde jeg det om aftenen, inden jeg skulle sove. De første tre uger var det de samme 5 ting jeg nævnte, uden at føle nogen særlig glæde ved det. Men langsom begyndte jeg at tilføje ting på listen, og jeg mærkede også taknemmeligheden i min krop. Det endte med at listerne var uendelige - jeg faldte simpelthen i søvn, inden jeg var færdig (okay, jeg falder også hurtig i søvn). Men hvad bedre var, jeg begyndte at føle taknemmelighed – og sådan sluttede jeg dagen, i dyb taknemmelighed. Hvilket betød at jeg vågnede glad.

 

Stil et spørgsmål
Hvis du går, og tumler med noget, der ikke vil løse sig – det kan fx være en svær beslutning du skal tage – så formuler et spørgsmål, du gerne vil have svar på, og send det afsted med en imaginær heliumballon, og slip det så. Lad svaret komme til dig – led ikke efter det. 
Undlad at stille ’Hvorfor’ spørgsmål – det kalder på forsvar og forklaringer. På den måde kan du slippe noget af alt det, der fylder i din bevidsthed. Og du styrker samtidig følelsen af, at universet støtter dig.

 

Skab et rum
Find et område i dit hjem, hvor du kan forberede en god plads til dig selv. Sørg for at der er en stemning, du kan lide at være i. Du kan påvirke med musik, lys, blomster, puder, tæpper mv. Forbered eventuelt din plads om aftenen, inden du går i seng, så den er klar og velkommer dig, når du står op næste morgen. 

 

Hemmeligheden til en praksis der holder
Når du designer din praksis, så lav forskellige udgaver til forskellige dage. De dage hvor du ikke har tid til noget, kan du fx sætte dig på en stol og lave lange dybe åndedrag, indtil du mærker, at du er nærværende i kroppen – og så tager du tre dybe og nærende ind- og udåndinger og spørger dig selv, hvad din intention den pågældende dag skal være. Du kan også spørge din krop, om der er noget, du kan gøre for den. De svar der kommer til dig, er vigtige. De virker måske banale, men lyt nu alligevel til dem. Din krop og din sjæl bærer på alle de svar du savner, og kommunikerer til dig på et meget simpelt sprog. 

 

10 – 15 minutter der gør en KÆMPE forskel
Min yndlingspraksis, på dage med kort tid, er at sætte mig på mit lammeskind, tænde et levende lys (når det er mørkt) og sætte noget rart musik på (for tiden er det Akal med White Sun). Så sidder jeg i skrædderstilling og mærker tyngden af min underkrop der slår rødder i og grounder med Moder Jord. Jeg forestiller mig, hvordan jeg er urokkelig, og (i taknemmelighed) får al den næring, jeg har brug for, fra jordkloden. Så vender jeg opmærksomheden op til hals og hoved, og mærker letheden og forbindelsen med universet. Jeg forestiller mig, hvordan der strømmer lys ind gennem toppen af hovedet, og fylder hele kroppen, og jeg forestiller mig (igen i taknemmelighed) hvordan jeg er guidet og i flow. Til sidst mærker jeg mit hjerte udvide sig og stråle varme og kærlighed. Øvelsen tager 5 - 10 minutter, og indebærer både meditation, åndedræt, og taknemmelighed. 

 

Nogle dage kan jeg ikke forbinde mig på denne måde, fordi jeg har været for meget i mit hoved. Så er det nødvendigt at lave nogle fysiske øvelser, så jeg kan mærke min krop. Men selv det, behøver ikke tage lang tid. 
Jeg laver typisk 3 minutters Ego Eradicator og 26 Frog Poses – det giver mig energi i kroppen og skaber tyngde nedadtil. For at åbne mit hjerte og skabe lethed opadtil lægger jeg mig henover (i bro over) min gymnastikbold, og åbner brystet og slipper skuldre og nakken – tilsammen hjælper disse øvelser mig med at skabe forbindelse til både Moder Jord, himlen og mig selv. Det gør mig både stærk og blød, jeg føler mig guidet og er klar til at favne dagen.

 

Du kan se øvelserne her
Ego Eradicator 

Frog Pose

 

Hvordan min kæreste knækkede koden
For min kæreste gjorde det en kæmpe forskel, at sænke ambitionsniveauet. Hun opdagede, at hun de dage hvor tiden er knap, kan nøjes med at sidde stille og trække vejret dybt og bevidst tre gange, og derefter vælge sin intention for dage. For hende er det en fortælling om, at hun prioriterer og værdsætter sin praksis. Og dermed at hun prioriterer og værdsætter sig selv.

Hvordan ser din daglige praksis ud?


Der er mange veje til Rom

Og hvad end du gør – hvis det virker, så er det som det skal være. En af mine yogaelever fortalte, at hendes praksis består i at være taknemmelig for sit liv og de omgivelser hun kommer forbi, på sin cykeltur til arbejdet hver morgen. 
Savner du at have en god kontakt til dig selv og til dit liv generelt, og vil du gerne have en daglig praksis, der føder det - Så vil jeg gerne hjælpe dig i gang med det. Sammen designer vi et program der passer til dig, og det du har brug for, med øvelser, playliste og handleplan. Du kan læse mere om det her.

Please reload